Covid-19

COVID-19 er navnet på den sygdom man kan få, hvis man bliver smittet med ny Corona virus (som har det officielle navn SARS-CoV-2).

Sådan smitter ny Corona virus

Du smitter formentlig mest, hvis du har symptomer, men du kan også smitte andre, hvis du ikke har symptomer. 

Ny coronavirus smitter på samme måde som bl.a. forkølelse og influenza ved at virus overføres fra luftvejene hos én, der er smittet, og til en andens persons øjne, næse eller mund på én af følgende måder:

Dråbesmitte

En smittet person kan ved fx host, nys eller råb sprede dråber, der indeholder virus. Dråber, der på den måde slynges ud i luften, kan indåndes af en anden person, og afsætte sig i dennes øjne, næse eller mund. De fleste dråber antages at falde til jorden inden for få meter, og generelt falder risikoen for dråbesmitte derfor ved at holde afstand.
Dårligt luftskifte øger risikoen for dråbesmitte gennem luften, både ved at øge dråbetætheden og ved at øge dråbernes opholdstid i luften. Derfor er der generelt større risiko for smitte ved indendørs ophold, når der fx er mange mennesker i små lokaler og ved langvarigt ophold uden udluftning.

Kontaktsmitte

Kontaktsmitte kan ske både ved direkte og indirekte kontakt.
Ved direkte kontakt kan en smittet person overføre eget spyt eller snot til sine hænder, og viderebringe smitte til andre fx ved håndtryk. Den næste person kan så føre smitte til egne slimhinder i øjne, næse eller mund.
Ved indirekte kontakt kan en smittet person ved host eller nys, eller ved berøring med urene hænder, afsætte virus på overflader, som fx håndtag, gelændre mv. Den næste person, der rører ved overfladen, kan så føre smitte til egne slimhinder i øjne, næse eller mund.

Symptomer på COVID-19

Symptomerne på COVID-19 ligner de symptomer, som vi kender fra andre luftvejsinfektioner, fx forkølelse og influenza.

Typiske symptomer er:

  • Feber
  • Tør hoste
  • Vejrtrækningsbesvær
  • Træthed
  • Muskelsmerter
  • Ondt i halsen
  • Tab af smags- og lugtesans

Nogle kan også opleve andre symptomer, som fx kvalme og opkast. Det er forskelligt, hvilke symptomer man får, og hvor syg man bliver.

 

Vi samarbejder med sundhedsmyndighederne og indrapporterer derfor alle positive testresultater til styrelsen for patientsikkerhed. Hvis du er testet positiv for coronavirus, skal du kontakte Coronasporingen på 32 32 05 11.